John Hermann: " Til min store begeistring kom jeg over det orginale Sult-fragmentet
i et Oslo-antikvariat":
November 1888: I hæfte.
NY JORD
Nordisk Tidsskrift for Literatur,
Videnskab og Kunst
REDIGERT AV CARL BEHRENS.
Indhold
S. Schandorph: Brev til Redaktionen.
Johannes Jørgensen: marine. (Digt).
Sult
Sophus Claussen: Tidsaanden.
KØBENHAVN.
P Hauberg & Komp
Hoffensberg & Trap`s Etabl.1888)
Sult
Det var i den Tid, jeg gik omkring
og sulted i Kristiania, denne forunderlige By,
som ingen forlader, før han har faaet Mærker af den.
Det var en Aften for to Aar siden om Høsten. Jeg havde siddet paa en
af
Kirkegaardene og skrevet paa en Artikel for et af Bladene, imidlertid var
Klokken bleven ti, Mørket faldt ind og Porten skulde lukkes.
Jeg var sulten, meget sulten; det var over to, næsten tre Døgn,
siden jeg havde spist noget, og jeg følte mig noget mat,
lidt anstrængt af at føre Blyanten. Jeg havde en halv Pennekniv
og
et lidet Nøgleknippe i Lommen, men ikke en Øre.
Da Kirkegaardsporten lukkedes, skulde jeg jo have gaaet lige hjem;
men af en instinktsmæssig Sky for mit Værelse, et forladt Blikkenslagerværksted,
hvor alt var mørkt og tomt, sjangled jeg videre, drev paa maa og faa
forbi Raadstuen,
helt ned til Sjøen og hen til en Bænk paa Jernbanebryggen, hvor
jeg satte mig.
Der faldt mig ikke en trist tanke ind; jeg glemte min nød og følte
mig beroliget ved
Synet af Havnen, der laa fredelig
og skjøn i Halvmørket. Som jeg har for Vane,
vilde jeg ogsaa nu glæde mig selv ved at gjennemlæse det Stykke,
jeg netop havde skrevet, og som forekom min stakkels lidende Hjerne
det bedste, jeg havde gjort. Jeg tog mit Manuskript op af Lommen,
holdt det tæt ind til Øjnene, forat se, og gjennemløb den
ene Side efter den anden.
Tilsidst blev jeg træt og stak Papirerne i Lommen. Alting var stille.
Sjøen laa som et blaat Perlemor henover, og Smaafuglene fløj tause
forbi mig fra Sted til Sted.
En Politikonstabel patroullerer et Stykke henne, ellers ses ikke et Menneske,
og hele Havnen ligger tyst. Jeg tæller igjen mine Penge: en halv Pennekniv,
et Nøgleknippe, men ikke en Øre. Pludselig griber jeg ned i min
Lomme og
trækker atter Papirerne op. Det var en mekanisk akt, en ubevidst nervetrækning
(…)